Plastik

Jeg bryder mig ikke om plastik. Slet ikke. Det har jeg aldrig gjort, og min modstand mod plastik er vokset de seneste år.

Jeg bryder mig ikke om, hvordan det føles at holde om, at drikke af, og slet ikke, hvordan det (vi) forurener den planet, vi er så priviligerede, at leve på.

Vi er her i 70 år. Måske 80, eller 90, hvis vi er heldige. Det er ikke lang tid. Trods vores korte levetid, formår vi, at afsætte et rigtig grimt aftryk. Måske gør vi det, uden at tænke over det. Måske er det ikke så slemt i Danmark, så hvad kommer plastikforurening egentligt os ved?

Det kommer os ved, fordi det er én og samme planet, vi lever på. Nok er strandene og havene i Skandinavien rene, men det er de langt fra i resten af verden. Plastik hober sig op i de fisk, vi spiser. Hvaler og andre store pattedyr dør, efter at have slugt kilovis af plast. Strandene i blandt andet Indonesien og Indien flyder med plast.

Vi kan alle gøre en forskel og jeg synes det er vigtigt, vi begynder med os selv, og ikke mindst lærer vores børn, hvordan vi passer på naturen og dermed vores planet.

Vores familie er langt fra i mål, hvad angår forbrug af plastik. Vi vil gerne ned på et minimum. Og vi prøver. Dog er det svært, når stort set alle økologiske fødevarer er pakket ind i plastik. Flere producenter er begyndt at bruge papir eller bionedbrydeligt emballage, hvilket er en start. Der findes emballagefrie supermarkeder i Danmark, men desværre er de få.

Her er, hvad vores familie gør, for at minimere brugen af plast:

Vi køber ikke plastikposer, når vi køber ind. I stedet har vi 2-3 stofnet/stofposer liggende i tasken, så de altid er med på farten. De kan bruges hundredevis af gange, ikke kun til madvarer med også til strandturen, som pusletaske eller lignende.

Vi bruger ikke staniol eller husholdningsfilm til madvarer, men i stedet glas med låg, bionedbrydelige poser og bivokswrap. Glas kan vaskes og bruges igen og igen. Poserne er komposterbare og er dermed nedbrydelige i både natur og hjemmekompost. Materialet er baseret på majs, der er GMO-fri og dyrket økologisk og pesticidfrit. Certificeringen indebærer strenge miljøkrav i forhold til komposteringen, hvorfor poserne er produceret uden brug af blandt andet phtalater og bisphenoler. Bivokswrap er et bomuldslærred, der er beklædt med bivoks, og som holder maden frisk og lækker. Wrap er også god til madpakker. De kan vaskes og genbruges rigtig mange gange. Poserne køber vi i supermarkeder, wrap’en hos Økofamilien.

Vi bruger el-tandbørste herhjemme af den grund, at den børster tænderne renere, end hvis vi børster manuelt. Skal vi bruge en gammeldags tandbørste, køber vi bambustandpørster i stedet for plastik. De er ikke kun bedre for miljøet, men også utroligt smukke. De findes både hos Suztain og i større supermarkeder, herunder Kvickly, Føtex og SuperBrugsen.

Vi prøver, at begrænse børnenes legetøj til træ, metal, glas og stof, altså rene, naturlige produkter. Lego har de også haft og vi har beholdt det, så længe de har leget med det. Et badebassin havde vi også tidligere, men det blev droppet af børnene, da de hellere vil bade i havet. Er du interesseret i børnelegetøj uden farlig kemi (og som også er en fryd at se på) vil jeg anbefale dig, at kigge forbi Skovalfen. Enten i deres fysiske butik i København eller på skovalfen.dk

Vi har købt madkasser og drikkedunke i rustfrit stål. Disse køber vi hos Økofamilien som har nogle super lækre, bæredygtige produkter.

Vi bruger genbrugsbleer, også kaldt stofbleer, til vores blebarn. Bleerne kan vaskes igen og igen, og er bedre for miljøet, pengepungen og barnenumserne end plastikbleer.

Jeg bruger stofbind i stedet for plastikbind. De er ikke kun smukke, men også vanedannede, da de er SÅ behagelige og bløde! Mere om både stofbleer- og bind i senere indlæg.

Når de sidste shampoo og sæbedunke er tomme, vil vi prøve, at gå vi over til sæbe- og shampoobarer. Her er det rigtig meget at spare på emballage, da sæbebarene kun er ‘pakket ind’ i et stykke pap eller papir.

Sidst men ikke mindst bruger vi Ecoegg til tøjvask, alternativt vaskepulver i papæsker, for at spare på de store plastikdunke. Køber du Maxi Ecoegg’et med 720 vaske sparer du miljøet for ikke mindre end 35 plastikdunke, og får markedets suverænt bedste pris per vask. Og ja, det vasker rent. Husk at vælge dét æg, uden parfume. Ecoegg’et kan købes hos Suztain.

Med det skrevet, er der få ting i plast, jeg ikke vil undvære. For eksempel løbesko og cykelhjelm. Hvad med dig?

Hvad gør du og din familie, for at skære ned på plastikforbruget? Kommentér gerne her på bloggen eller på plantemor på facebook eller plantemor3 på Instagram.

Følg Plastic Change for flere tips til at reducere dit plastikforbrug.

Tak fordi du læste med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *